Møllen er bygget af Carl Carlsen og hans kone Karen i 1892, som også byggede et bageri på Strandalle 11 i 1896. Senere overtog sønnen Asger og hans kone Anna, som kom fra Omø, både mølle og bageri. Efter Asgers død i 1966 blev møllen solgt til Hanra og Erik Thomsen, de købte både bageri og mølle, men møllen blev ikke brugt og var i forfald. I 1976 blev møllen overdraget kvit og frit til Agersøs befolkning. I 1987 stiftedes Agersø
Museumsforening (det nuværende Agersø Møllelaug og Museumsforening).
Agersø Mølle er en gallerihollænder med firkantet undermølle i grundmur og kampesten. Ottekantet overmølle i træ, beklædt med spån. Hatten er løgformet og ligeledes beklædt med spån. Vingerne kører for sejl, og møllen krøjes fra galleriet. Opført som kornmølle og i drift indtil 1959.
Der er en fremragende udsigt fra møllen over havnen og havet. Møllen er bestemt et besøg værd.
Møllen kører, hvis vejret tillader det, ved festlige lejligheder som bl.a. omfatter den Danske Mølledag, 3. søndag i juni, samt til “Kapsejladsen” (havnefesten) i juli.
https://www.agersø-mølle.dk