Agersø´s Ve og Vel - agersø - perlen under de Danske Småøer
Før reformationen i 1536 havde Agersø ingen kirke, så menigheden måtte sejle til Skælskør for at komme i kirke. På nordsiden af Skælskør kirke var bygget to kapeller til menighederne fra Agersø og Omø, som i dag stadig benævnes Agersø og Omø kapellet. Det skal nævnes, at der på den tid kun gik en båd et par gange om måneden, så hvordan der blev opretholdt en regelmæssig kirkelig kontakt, kan der kun gisnes om.
I 1574 fik øerne et selvstændigt pastorat, og Omø fik sin egen kirke, som blev bygget fire år senere i 1578, mens Agersø samme år fik bygget et lille kapel af træ. Den første præst, Christian Lauridsen, kom i 1574. Han var også præst på Omø og boede der.
I 1621 flyttede den første præst til Agersø og der har været præst siden. Det var først i 1805, at den første kirke blev bygget. Den henstod umalet til 1848, hvorefter den blev revet ned efter pinsegudstjenesten i 1872.
 
Den nuværende kirke er tegnet af Arkitekt I. D. Herhold, som også prægede Grundtvigskirken i København. Kirken blev opført og åbnet i samme år 1872 og har plads til 150 personer. Den er bygget i røde sten med et lille tårn mod vest, har kamtakker, og langhusets østgavl prydes af fire smalle rundbuede blændinger der går helt ned til soklen. Inde i kirken prydes endevæggen af et stort kalkmaleri: en hel masse grene med vindruesklaser, og har et lille fint alter.
Over alteret på væggen er skrevet: “Jeg er vintræet – i er grenene”– altertavlen er fra omkring 1650, men kun nogle få dele af den oprindelige altertavle er bevaret - de stammer fra trækapellet opført i 1578. Orgelet er et Poul Gerhard Andersen orgel fra 1971 med fire stemmer.
Døbefonten er fremstillet af billedhugger Gunnar Hansen, Bagsværd, og er opsat i 1983. Agersø kirke er altid åben fra solopgang til solnedgang, og den er absolut et besøg værd. Kirken er smukt, lys, spartansk og enkelt indrettet med kalkmalerier i dæmpede farver. Kirkeklokkerne ringer solen op og ned hver dag samt klinger ved gudstjenester og kirkelige handlinger.

 

© Copyright 2024 | Agersø´s Ve og Vel | Egholmvej 45 | 4244 Agersø | Tlf: +45 2244 7738 | info@agersoe.nu  |  Powered by: Webex ApS